På kanten af Storebælt og de smukke fjorde, der hvor de lokale trækker vokaaaalerne lidt længere, venter åbne vidder, dybe skove og istidsskabte bakker i Destination Sjælland.
Her kan hele familien nyde den betagende natur og det rolige vand, der smukt skifter udtryk i takt med årets gang, ligesom I kan besøge sjove og spændende attraktioner eller shoppe i købstæderne.
Nyd livet langs åen fra en kano, prøv kræfter med wakeboarding på kabelbanerne eller test balancen på et SUP-board – i Destination Sjælland er der plads til både vild og hvilepuls.
Med rod i fortidens vikingetid og middelalder kan I gå på opdagelse i Danmarks historie, der sammen med naturen i århundrede har inspireret både malere, kunstnere og forfattere.
Fra mulden omgivet af herregårde, godser og gårdbutikker kan I sætte tænderne i lækre egnsunikke produkter, der også finder vej til områdets skønne spisesteder og danner grobund for Sjællands Spisekammer.